Vis emner under Forside
Skrald tiltrækker måger
Måger hører naturligt hjemme i havnebyer som Horsens.

Mågerne er de senere år blevet et stigende problem i mange havnebyer, da de søger til byen for at finde sikre redepladser, og hvor de også søger føde og derved bliver mere tilpasset bymiljøet.

Det er særligt sølvmågen, som er i stigende antal i byerne, hvor de søger mod skraldespande, affald på gaden og mennesker der fodrer dem.

Redepladserne arrangerer mågerne helst, så de er beskyttede mod naturlige fjender som ræv og rotte, og der er et stort antal af  byens tage en oplagt placering for mågerne.

Reder på hustagene skaber dog ofte støjmæssige problemer samt gener i forb. med mågeklatter. Støjen vil være størst i juni hvor æggene klækkes og ungerne skriger efter føde.

Mågen er dog også en facinerende fugl og et stykke vildt, som er naturligt hjemmehørende og i de fleste situationer ikke skal betragtes som et skadedyr.

 

Hvad gør kommunen og hvor søger man iøvrigt vejledning ?

Horsens Kommune bekæmper p.t. ikke måger på private ejendomme.

Kommunerne er ikke ansvarlige for mågeproblemerne.

Regulering kan kun foretages af en ejendoms ejer eller forpagter og kun med tilladelse fra Naturstyrelsen. Der er dog ikke pligt til at regulere måger.  

Der er ingen, der alene er ansvarlig for udviklingen m.h.t. antallet af ynglende måger i byerne.

Ligesom rotter, råger og ræve, udnytter fuglen de muligheder, som vi mennesker frivilligt eller ufrivilligt stiller til rådighed. 

Horsens Kommune sørger for at affaldsstativer ikke er overfyldte og fjerner henkastet affald på kommunale veje og arealer, så måger ikke unødigt tiltrækkes.

Såfremt Horsens Kommune ejer en ejendom, som har en fælles gård eller lign. med private ejendomme, hvor der er mågeplage, kan Horsens Kommune, evt. på lige fod med andre ejere, indgå i en fælles forebyggelse af mågeproblemet.

Horsens Kommune vejleder derudover fortrinsvis via Horsens Kommunes hjemmeside, telefonforespørgsel eller mail.

Ud over det kan Naturstyrelsen Søhøjlandets vildtkonsulent kontaktes, såfremt man ikke kan finde tilstrækkelige råd på hjemmesiderne. Se link nederst på siden om måger.

Hvad kan være med til at formindske mågeproblemer ?

  • at forhindre mågerne i at bygge rede:

Ved hjørner og kroge, hvor mågerne kan finde på at bygge reder kan monteres fuglepigge, så fuglene ikke kan lande der.

Der findes også wirer til montering på tagrygge og tage + net (især udbredt til flade tage) der kan spændes ud over taget, begge dele med eller uden strøm. Det er dog løsninger, som er vanskelige og dermed dyre at etablere. Fugle kan vikles ind i nettene, men ikke i wirerne.

Når man bygger nyt, kan man bygge med hældning da mågerne foretrækker flade tage eller tage med flad hældning, samt montere stålwirer eller stålpigge allerede under byggeriet. 

  • at forsøge at skræmme fuglene væk:

Fugle der har vænnet sig til mennesker, kan være svære at skræmme væk. Man kan dog forsøge sig med modeller af rovfugle, f.eks. ugler eller skræmmelyde, men det er sjældent det virker.
Vær OBS på at skræmmelyde kan genere andre og ikke må bruges i fuglenes yngleperiode. 

  • at fjerne reder:

Den bedste måde at undgå måger på er at fjerne redemateriale løbende under redebygningen.
Det kræver dog forudgående tilladelse fra Naturstyrelsen, hvis det sker efter 31. marts, og er kun muligt for sølvmåger. Allerede i februar/marts måned skal man begynde, og får man lov, efter 31. marts, vil det være med krav om at det sker mindst hver 14. dag.

Hvis der er unger i reden, er det ikke muligt at opnå tilladelse til at bortfjerne æg, undtagen i helt specielle tilfælde, som risiko for infektioner, fødevaresundhed og lign.

Måger og unger vender tilbage til samme sted i en årrække, og derfor skal man hvert år holde øje med, om de er ved at etablere sig. 

  • at fjerne æg:

Æg lægges i april/maj.

Hvis man får tilladelse af Naturstyrelsen til at fjerne/gøre noget ved æg fra reden vil mågerne lægge et nyt hold æg og man udskyder derfor blot udrugningen, hvis ikke man fjerner dem vedvarende. Kravet vil være at de fjernes hver 14. dag.

Brug af olierede- eller dummy æg i rederne vil Naturstyrelsen ikke give tilladelse til, ved ansøgninger fra enkeltejere.

Sædvanligvis skal man have forsøgt andre forebyggende løsninger, inden man får tilladelse til at fjerne æg.

Perioden, hvor man evt. får tilladelse til at fjerne æg og redemateriale med tilladelse fra Naturstyrelsen, er fra 1. februar til slutningen af juli. Søg derfor i god tid om tilladelse.

  • at regulere ved skydning

Der kan, ved Naturstyrelsen, søges om tilladelse til skydning af voksne måger. Det foregår med luftgevær i perioden fra ca. midt februar til 1. april.
Det er dog yderst svært at skyde mere end en enkelt måge pr. gang, da de skræmmes væk af skud.
At skyde i byer kræver våben- og polititilladelse.

  • at undgå affald:

Undgå at smide affald på veje og arealer samt fodring af måger.

Sølvmåger i byen har fået smag for burger- pizza- og andre madrester. Sørg derfor også af denne grund at undlade at smide dit affald, men læg det i en affaldsspand med låg, eller tag det med hjem.

Lad være med at fodre måger bevidst, da det bevirker at endnu flere tiltrækkes.

Undgå åbne skraldespande. 

 

Øvrig information og ansøgningsskema om regulering:

Oplysninger om skadedyrsfirmaer kan hentes på internettet og ansøgning om regulering (som skal søges af ejendommens ejer eller forpagter) kan findes her på Naturstyrelsens hjemmeside.

 

Indholdsansvarlig Helle Kühnel  Nielsen, tehkn@horsens.dk