Vis emner under Forside

Er du sent ude med bestillingen af dit pas, er der tre muligheder for levering af pas i hastetilfælde:

  • forlængelse af eksisterende pas
  • midlertidigt pas
  • hastelevering

Forlængelse af eksisterende pas

Du kan få forlænget dit eksisterende pas én gang ved et stempel, hvis dit pas er udløbet inden for de sidste tre måneder eller vil udløbe inden for kort tid, før du skal rejse. Men kun i det tilfælde, at det ikke er muligt at nå at bestille et nyt pas - fx ved et akut opstået behov for at rejse. Forlængelsen vil så gælde, til du kommer hjem fra din rejse - dog maksimalt et år. Forlængelsen koster ikke noget. Du skal møde personligt op hos Borgerservice Horsens/ Brædstrup Bibliotek og have dit pas med.

Muligheden for at få forlænget sit pas gælder også for børnepas. Her skal barnet møde personligt op. Hvis der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre underskrive ansøgningen, men I behøver ikke begge to møde op. Vil du læse mere om pas til børn? 

Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle lande accepterer en forlængelsespåtegning i passet. Det er op til dig selv at undersøge, om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller dit rejseselskab.

Du kan også undersøge det på Udenrigsministeriets Borgerservices hjemmeside, ved at vælge det land, du skal rejse til. 

 

Midlertidigt pas

Midlertidigt pas kan udstedes, hvis:

  • du har mistet dit pas, og du kan ikke nå at få udstedt et ordinært pas inden rejsen
  • du ikke har et pas, og du ikke kan nå at få udstedt et ordinært pas inden rejsen
  • du ikke har medbragt passet til lufthavnen eller grænseovergangen
  • dit pas er udløbet for mere end tre måneder siden, og du kan ikke nå at få udstedt et ordinært pas inden rejsen

Du kan kun få et midlertidigt pas, hvis du ikke kan nå at få et egentligt pas. Det midlertidige pas har nogle begrænsninger, som du skal være opmærksom på, f.eks. at det er uden fingeraftryk.

Det midlertidige pas udstedes kun for den periode, du er på rejse - og maksimalt et år. Der er lande, som fx USA, der ikke godkender midlertidige pas til indrejse.

Prisen er den samme som for det almindelige pas, hvis du ikke samtidigt bestiller et nyt ordinært pas. 

Hastelevering

Hvis din afrejse er så tæt på, at du ikke kan vente på den almindelige levering på ca. 15 hverdage, og du skal til lande udenfor EU/EØS, er der mulighed for at udstede et hastepas. Det tager normalt ca. 5 hverdage.

Du skal dokumentere din afrejsedato evt. i form af billet. 

 

Vil du vide mere om pas?


Indholdsansvarlig Flemming Hartmann, skfl@horsens.dk