Vis emner under Forside
Foto: Aase Gyldion

Gå en rundtur tværs over stenalderens bopladsområder, som ligger mellem 1,5 og 2,7 meter under tørven.
Nyd samtidig de græssende dyr og de mange fugle der tiltrækkes af vådområderne.
Området kaldes "De fire enge" efter engene ved Bygholm, Hansted, Egebjerg og Horsens.

Mellem de to store åer, Store Hansted Å og Lille Hansted Å, ligger en landtange, der strækker sig ud til Horsens Fjord.
Syd for denne tange ligger Bygholm Sø, der gennemstrømmes af Bygholm Å.

På og omkring tangen, der også kaldes Nørremark, finder vi de velbevarede dysser: Langhøjen, Grønhøj og Holger Danskes Høj.

Dysserne/jættestuerne, der i yngre stenalder har kunnet ses viden om, repræsenterer gravene. Beboelsen derimod, har ligget nede på det mere flade område, tæt ved vandet, der også fungerede som transportvej.
I forbindelse med oprettelsen af det vi nu kender som "De fire enge", er der gennem tiden registreret mange mindre bopladser og skaldynger fra både ældre- og yngre stenalder med hovedvægt på Ertebøllekulturen (5.400- 4.00 f.Kr.). Fund af bl.a. flinteredskaber viser dog, at beboelse fandt sted helt tilbage fra jægerstenalderens Maglemosekultur (9.000 – 6.400 f. Kr.), Kongemosekultur (6.400-5.400) og fortsatte op til ældrebronzealderen, der startede omkring 1.800 f.Kr.
De gamle strandvoldsdannelser er ligeledes blevet registreret og studeret, hvilket har ført til ny viden om fjordens oprindelige topografi.

De fund der blev gjort, omfatter, udover bopladserne, også keramik fra stenalderen. Blandt andet en lille tranlampe, som fortæller os at de har haft lys i hytterne, to tænder fra en spækhugger, og knoglerne fra rygsøjlen af en vågehval, der beviser at stenalderfolket har haft adkomst til lyskilde i form af spæk.

Et af de mere spændende fund er et slagvåben af hjortetak hvorpå der ses en sirlig streg ornamentik.
Våbnet, der blev fundet i en skaldynge, er lavet af en hjortetak og dateres til ældre stenalder.
Et enkelt eksempel på en boplads fra bronzealderen er fundet ca. midt i området, lige nord for golfbanen. Her lå der omkring 1.600 – 1.100 f.Kr. et treskibet langhus.
Forud for det store bronzealderhus, var her et stort to-skibet langhus fra slutningen af stenalderen.
Husene blev bygget af det træ, der blev fældet til fordel for ny agerjord.

 
 

Hjortetaksøksen med den fine streg ornamentik. 
Tegning Flemming Bau. 

 

 

Knogler fra sådan en hval, er fundet lige der hvor pumpehuset ligger.
Om hvalen er strandet, eller om der er tale om en fangst fra Ertebølle folket, vides ikke.
Vi ved dog, fra fund af en tranlampe, at beboerne på stedet brugte hvalspæk som lyskilde.

 

 


Indholdsansvarlig Helle Kühnel  Nielsen, tehkn@horsens.dk