Vis emner under Forside
Horsens Kommunes Internationaliseringsudvalg uddeler spritny pris som led i International Festival den 11. maj 2017.
29. marts 2017

Horsens Kommune uddeler spritny pris – VITUS-prisen – på International Festival i maj.

Af Vibeke Juul

Det er ikke tilfældigt, at en helt ny pris i Horsens Kommune – VITUS-prisen – er opkaldt efter en af verdens store opdagelsesrejsende Vitus Bering, der kom fra Horsens.

Prisen gives nemlig til en borger, institution, forening eller virksomhed, der ligesom ham har udvist et ganske særligt globalt udsyn til gavn for byen og dens borgere.

Internationaliseringsudvalget i Horsens Kommune har taget initiativ til prisen, og ifølge formanden Andreas Boesen (S) burde det ikke være svært at finde kandidater:

Selvom verden har ændret sig meget, siden Vitus Bering som den første kortlagde Alaskas vestkyst i 1741, så er det globale udsyn stadig en vigtig del af Horsens DNA, som vi skal bruge aktivt for at udvikle os. Vores by danner i forvejen ramme om en masse store og internationale kulturbegivenheder. Vi har desuden byen fyldt med dygtige og initiativrige studerende fra mange forskellige lande. Endelig er en masse erhvervsinitiativer med til at plante Horsens på det internationale kort. Alle disse positive tiltag skal VITUS-prisen være med til at anerkende og sikre den fortsatte udvikling af, siger Andreas Boesen.

Det er muligt både at indstille sig selv og andre til prisen, og formandskabet udvælger tre kandidater blandt de indkomne forslag.

VITUS-prisen, der udover æren består af en gave som anerkendelse for den særlige indsats, uddeles som led i International Festival den 11. maj 2017.

Sidste frist for indstilling er tirsdag den 25. april 2017.

Læs mere på www.horsens.dk/vitus-prisen

Fakta

Internationaliseringsudvalget:

  • blev nedsat i 2014
  • skal sikre at Horsens Kommune får mest muligt ud af de mange muligheder, som den øgede internationalisering skaber
  • har i den forbindelse særligt fokus på uddannelse, international erhvervsudvikling og turisme og oplevelser

    International festival:

  • fremviser masser af eksempler på, hvordan Horsens Kommune som arbejdsplads, studie- og hjemby bliver rigere af at være mangfoldig og international
  • giver mulighed for at se, lytte og smage på indtryk fra hele verden, som allerede findes i Horsens Kommune

Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori