Vis emner under Forside
Dan Meirup Andersen i gang med at fodre multimaskinen med nødvendig data.
09. oktober 2017

HORSENS ALLIANCEN indleder i efteråret en kampagne, der skal sætte fokus på voksenlærlingeordningen.

I Horsens Kommune er der mangel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor stiller HORSENS ALLIANCEN dette efterår skarpt på voksenlærlingeordningen, som skal imødekomme behovet for fagligt dygtige medarbejdere.

Byrådet i Horsens Kommune har i budgetforliget vedtaget et mål om, at der skal etableres 100 nye voksenlærlingeaftaler i 2018. Det er en beslutning, som bl.a. tager afsæt i resultaterne af de tiltag, som HORSENS ALLIANCEN allerede har iværksat på voksenlærlingeområdet.

- Forudsætningerne for at realisere målsætningen om 100 voksenlærlinge er gode. Beskæftigelsen er historisk høj, og vi har et velfungerende samarbejde i HORSENS ALLIANCEN. Med voksenlærlingeordningen har vi en rigtig god mulighed for borgere til at blive klædt på til fremtidens arbejdsmarked. Samtidig er ordningen med til at kvalificere virksomhedernes rekrutteringsgrundlag, konstaterer Peter Sørensen.

Et stærkt rekrutteringsgrundlag
Maskinfabrikken CNC Team A/S i Horsens er en af de virksomheder, som nyder godt af voksenlærlingeordningen. Det har de gjort lige siden maskinfabrikken så dagens lys i 2008. I dag er der 11 ansatte, og to af dem er voksenlærlinge.

Vigtigheden af et fagligt stærkt rekrutteringsgrundlag ligger CNC Team A/S meget på sinde.

-  Først og fremmest er det helt afgørende for vores eksistens, at vi er i stand til at rekruttere kvalificerede medarbejdere, siger Claus Lindquist, direktør i CNC Team A/S.

- Jeg oplever, at voksenlærlinge er enormt motiverede. Deres valg af levevej er et tilvalg, ikke et fravalg, siger Claus Lindquist, som også værdsætter den modenhed og stabilitet, der ofte følger med en mere livserfaren medarbejder.

Behovet for at kunne forsørge sig selv
De to voksenlærlinge i CNC Team A/S, 32-årige Dan Meirup Andersen og Morten Skovgaard, 31 år, er begge i gang med at uddanne sig til industriteknikere.

Dan Meirup Andersen, der har været ansat i tre år, føler en stor grad af selvstændighed i sit arbejde, og han er glad for den tillid, der bliver betroet ham.

- Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke gik i gang med uddannelsen tidligere, siger Dan Meirup Andersen, som ud over uddannelsen også er glad for det faglige og sociale netværk, voksenlærlingeordningen giver ham.

Morten Skovgaard har været ansat som voksenlærling i tre måneder. Med sig i bagagen har han en uddannelse som multimediedesigner. For Morten Skovgaard har voksenlærlingeordningen først og fremmest givet ham en frisk start i arbejdslivet. 

- Jeg fik behov for at gå nye veje. Efterspørgslen på multimediedesignere er lille, og jeg vil jo gerne kunne forsørge mig selv og føle, at jeg udfører et meningsfuldt stykke arbejde. Det føler jeg, jeg gør her, siger Morten Skovgaard med et smil.

Faktaboks

Om voksenlærlingeordningen

Alle personer over 25 år kan blive voksenlærlinge

En voksenlærling gennemfører en uddannelse med skiftevis skoleophold og praktikperioder i virksomheden.

Virksomheden har mulighed for at få tilskud på op til 40 kr. per time

Tilskuddets størrelse afhænger af, om voksenlærlingen kommer fra ledighed eller ufaglært beskæftigelse.

Læs mere om voksenlærlingeordningen her: www.horsens.dk/Voksenlærling

Om kampagnen ”Stå stærkere”

HORSENS ALLIANCEN står bag kampagnen dette efterår

Der er informationsmøde 8. november kl. 13-15 på Learnmark, Horsens, hvor både virksomheder og folk med en voksenlærling i maven kan blive klogere på ordningen

Tilmelding til informationsmødet sker ved henvendelse til Karina Winther: kwi@horsens.dk senest 1. november 2017

HORSENS ALLIANCEN er et lokalt samarbejde mellem Horsens Kommune, virksomheder og de faglige organisationer. Formålet er at fremme beskæftigelsen og forbedre rammevilkårene for erhvervslivet.

 

 

 


Vælg periode for nyheder
« 2016
seneste 2017
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori