Vis emner under Forside

For at få godkendt din kandidatliste skal den anbefales af et vist antal vælgere (stillere) i den kommune eller region, hvor du vil opstille. Stillerne skriver her under på, at de ønsker, at listen stiller op.

Kandidatlisten skal have mindst 25 underskrifter for at kunne stille op. I Aarhus, Odense og Aalborg kommuner er mindsteantallet dog 50, og i Københavns Kommune er mindsteantallet 150.

Hvis du har spørgsmål, kan du rette henvendelse til kommunen eller regionen, hvor din liste vil stille op.

Det er en god idé at indsamle lidt flere underskrifter fra stillere end det antal, der som minimum kræves for at stille op. Nogle af stillerne kan siden have skrevet under på andre lister, være flyttet eller være afgået ved døden, og så tæller de ikke med i kandidatlisteanmeldelsen.

OBS – som noget nyt kan kandidatlister, der både opnåede repræsentation ved sidste valg og stadig 9 uger før valgdagen er repræsenteret i kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet fremover efter anmodning fritages for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere. For disse kandidatlister gælder et krav om indlevering senest kl. 12:00 tirsdagen 9 uger før valgdagen og tidligst 11 uger før valgdagen.

Valgbestyrelsen skal herefter senest kl. 12:00 tirsdagen 8 uger før valgdagen meddele kandidatlisten, om valgbestyrelsen fritager kandidatlisten for kravet om underskrifter fra det fornødne antal stillere. Kandidatlister, som valgbestyrelsen har fritaget for stillerkravet, skal herefter ikke indeholde underskrifter fra stillere.


Indholdsansvarlig Gitte Mouritzen, bygmo@horsens.dk