Vis emner under Forside

Borgmester Peter Sørensen holdt denne tale ved nytårskuren januar 2014.

Hjertelig velkommen til Nytårskur 2014.

Velkommen til et par timer i godt selskab med et rekordstort antal repræsentanter for samfundet Horsens Kommune.

Vi er i dag godt 700 deltagere – hovedsageligt fra erhvervslivet, uddannelserne, organisationerne og foreningerne, og jeg er utrolig glad for, at så mange vil være med til nytårskur, hvor vi får lejlighed til at hilse på hinanden og veksle et par ord.

Traditionen tro vil jeg på vegne af vores byråd bruge nogle minutter af jeres tid til at skue lidt tilbage på 2013 og se lidt frem på de kommende år og de udfordringer, vi – og med ”vi” mener jeg hele samfundet Horsens Kommune - står over for.

Jeg har i år valgt at bruge min taletid på tre vigtige emner, som hænger tæt sammen – nemlig vækst, beskæftigelse og uddannelse – og som hver især rummer store udfordringer.

Udfordringer, der skal håndteres eksemplarisk for at fastholde Horsens Kommunes høje niveau på velfærd og service – og for at gøre det endnu mere attraktivt at drive virksomhed og skabe nye arbejdspladser i vores kommune.
 
Kommunen som institution kan ikke løse opgaverne alene. Kun hvis vi arbejder tæt sammen – erhvervsliv, uddannelser, organisationer og alle andre gode partnere - kan vi få succes med vores indsats.

Og det er dét, vi kan i Horsens. Det er dét, vi praktiserer i Horsens. Og det er dét, vi fortsat skal praktisere.

Jeg vil gerne slå fast, at vi har høj kvalitet i vores velfærdsydelser, og det skal vi blive ved med at ha’.

Vi har et højt niveau, fordi vi har nogle fantastiske medarbejdere, som er særdeles ansvarsbevidste, kvalitetsbevidste og ikke mindst helt utrolig parate til omstillinger. Og omstillinger, forandringer og nye og mere effektive arbejdsgange – dem er der så sandelig mange af i den kommunale organisation i disse år.

Vi får ikke flere penge til velfærd udefra – derfor må vi selv skabe øget velstand.

Vi skal have vækst i bosætning for at sikre dynamik og udvikling i hele vores kommune – og for at skaffe den nødvendige arbejdskraft til vores virksomheder og til de kommunale kerneområder.

Vi skal have hævet uddannelsesniveauet, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de efterspørger – og for at give alle vores borgere de nødvendige forudsætninger for at have et godt og meningsfyldt liv med fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Og vi skal have øget beskæftigelsen – både det er en menneskeret at have et arbejde. Og fordi et job er helt afgørende for den enkelte borger.

Men vi skal også have øget beskæftigelsen for at skabe det nødvendige økonomiske grundlag for at levere velfærd af høj kvalitet.

 

Heldigvis har vi gennem flere år haft betydelig vækst i antallet af borgere.

Byens forvandling fra fængselsby til oplevelsesby kombineret med vores  hus- og grundpriser, vores fantastiske natur, vores geografiske placering og motorvejen, der suser lige igennem vores kommune, har gjort os til en af landets absolut hurtigst voksende kommuner.

Lad os lige høre, hvorfor én af vores nytilflyttede familier – familien Østergaard fra København – valgte at bosætte sig i Horsens:

 

Vi rundede for et par dage siden 85.734 borgere – og det betyder, at vi er knap 800 flere, end vi var for nøjagtig et år siden. Og det er rigtig flot. Vi er på vej mod 100.000 borgere, og det er min ambition, at vi når det tal hurtigere end Danmarks Statistik har forudsagt – nemlig omkring år 2030. 

Med til at skabe vores vækst er også et højt fødselstal. Lige omkring 900 babyer blev født i 2013 – og det øger selvfølgelig behovet for gode og moderne rammer.

Derfor fortsætter vi med at etablere flere vuggestuepladser, derfor fortsætter vi med at bygge nye daginstitutioner, og derfor fortsætter vi i de kommende år med at investere i massivt i vores folkeskoler.
 
Væksten skaber dynamik, den skaber arbejdspladser og den skaber nyt liv i alle dele af vores kommune. Og jeg mener alle dele, for vi kender ikke ordet ”udkant” i Horsens Kommune. 
Horsens er centerbyen, det skal der ikke herske tvivl om, men rigtig mange af vores små og mellemstore byer oplever også vækst, og det skaber liv og dynamik.
Der bygges mange nye boliger i hele kommunen, vores boligforeninger bygger lejligheder i hundredvis, og både kommunen og private sælger masser af parcelhusgrunde.

Alene i 2013 solgte vi 58 kommunale grunde. Det er på niveau med året før, og det er absolut topklasse i forhold til salget af grunde i kommunerne omkring os.

Vi er tæt på at lande aftaler, der for alvor vil sætte gang i udviklingen af Horsens Havn som et fantastisk nyt og spændende bolig- og erhvervsområde.

Vores sygehus udbygges kraftigt i de kommende år – og regionen investerer ca. trekvart milliard i nybyggeri.

Vi har i Horsens et enormt potentiale som møde- og konferenceby – med vores fantastiske FÆNGSLET som hovedattraktion for både erhvervsturismen og den almindelige familie-turisme.

FÆNGSLET vil være vores fyrtårn med oplevelser og events i de kommende år. Nye både store og eksklusive koncerter er på vej i år, og ca. 60.000 gæster besøgte fængselsmuseet i 2013 – et imponerende besøgstal, der uden tvivl vil vokse de kommende år.
 
Og endelig investerer vi massivt i infrastruktur og midtby-udvikling, der skal gøre det endnu mere attraktivt at være borger og handlende i Horsens.

Helt overordnet kan man sige, at vækstudfordringen – øget bosætning – bliver tacklet på rigtig flot vis – men det er vigtigt, at fokus fastholdes, at vi ikke blot sætter os til rette i lænestolen og forventer, at den gode udvikling fortsætter af sig selv.

Vi skal nemlig ikke kun have flere borgere i vores kommune, vi skal også have flere virksomheder og flere arbejdspladser. Og det gør vi en meget stor indsats for at skabe.

Lad mig slå fast, at for mig er en arbejdsplads en arbejdsplads, uanset om den er privat eller offentlig. Alle jobs er vigtige – det er den holdning, jeg mener, vi som samfund skal ha’.

Vi har netop haft en tænketank i arbejde – en erhvervstænketank, som har gjort sig seriøse overvejelser om, hvad vi skal leve af i fremtiden i Horsens Kommune.

Jeg vil nævne et par af konklusionerne - som  først og fremmest handler om, at Horsens altid HAR været, ER og fortsat SKAL være en industriby – med mange produktionsarbejdspladser.

Men der vil blive tale om en ny type af produktionsarbejdspladser, nemlig den slags, der stiller endnu større krav til en veluddannet og topkvalificeret arbejdskraft. 

Det kræver fokus på uddannelse og efteruddannelse, og det kræver ikke mindst virksomheder med ambitioner om at blive endnu større og endnu dygtigere, end de er i dag.

Mit og byrådets mål er blandt andet, at vi kan inspirere flere små og mellemstore virksomheder til at sætte sig nye og ambitiøse vækstmål – og ikke mindst gå i gang med at realisere dem.

Horsens Kommune har eksempelvis rigtig mange industri-virksomheder med et meget stort vækstpotentiale. Faktisk topper vi ifølge Dansk Teknologisk Institut potentiale-listen på national plan.

Og en af konklusionerne fra tænketanken er netop at gå i tæt samarbejde med 30-40 af disse virksomheder – altså virksomheder med ambitioner og med lyst til at vokse.

Lad os lige møde en af de virksomheder, hvor trangen til at vækste og skabe nye jobs – trods flere år i overhalingsbanen - er uformindsket.
Lad os tage en tur til Hovedgård for at møde Henrik Kjær.


Tak til Henrik – tak til en ildsjæl med trang til at vokse og til hele tiden af udvikle og skabe. For det er det, der er det afgørende.

 

Vi har også en målsætning om at fremme væksten og få skabt nye virksomheder ved i endnu højere grad af understøtte vores lokale iværksættermiljø.

Og vi har gode forudsætninger for, at det kan lykkes – blandt andet viser en analyse fra Dansk Erhvervsfremme faktisk, at Horsens er én af Danmarks bedste iværksætterkommuner.

Det skal vi selvfølgelig gøre alt for at dyrke. En tilværelse som iværksætter skal være et naturligt valg - også for mennesker, som er ramt af ledighed.

Det skal være nemt og hurtigt at få hjælp og vejledning til at bringe erfaringer og kompetencer i spil som selvstændig – og den opgave skal løses i en fælles indsats fra Jobcentret og Business Horsens - i et tæt samspil med alle interessenter på området.

Heldigvis ser det ud til, at vi oven i købet kan få ekstra hjælp til at løse opgaven – fordi konjunkturerne langt om længe ser ud til at være i bedring.

Jeg har gennem de seneste måneder besøgt rigtig mange virksomheder, og meldingerne er klare: Det er begyndt at gå fremad.

Der er en tro på, at arbejdsmarkedet er vendt - heldigvis - for dét er der et enormt behov for.

Blandt andet fordi, vi i Horsens Kommune står over for en meget stor udfordring. Ca. hver femte af vores borgere i den erhvervsaktive alder er på hel eller delvis offentlig forsørgelse.

Det er ganske enkelt alt for mange – og hverken jeg, byrådet eller Horsens Kommune som samfund vil acceptere, at vi har så mange på offentlig forsørgelse.

Alle borgere har ret og pligt til at være en del af samfundet. Alle skal bidrage og ikke mindst, alle skal have lov at bidrage. Det betyder også, at vi må stille krav til hinanden. Såvel kommunen som erhvervslivet har nogle forventninger til borgerne – ligesom vi som borgere har forventninger den anden vej.

Heldigvis har vi på en række områder fået etableret tætte samarbejder med både det lokale erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter og uddannelserne. Samarbejder, som skaber beskæftigelse og nye arbejdsdpladser.

Et af de nyeste eksempler på dét er partnerskabsaftalen mellem Dansk Industri, Business Horsens, LO og Horsens Kommune, hvor vi gensidigt forpligter hinanden på at fremme den lokale beskæftigelse.

Konkret skal 150 ekstra Horsens-borgere i beskæftigelse hvert år de næste fire år, hvilket frigør midler til at forbedre vilkårene for erhvervslivet – i form af en nedsættelse af dækningsafgiften.

De midler, der frigøres ved at bringe borgerne ud af offentlig forsørgelse, anvendes således til at forbedre rammevilkårene og styrke erhvervslivet.
 
Jeg kalder med stolthed aftalen for Horsens Alliancen – en alliance, som forpligter virksomhederne, organisationerne og Horsens Kommune på at løfte 600 borgere ud af offentlig forsøgelse og samtidig fjerne en afgift på erhvervslivet på 40-45 mio. kr.

I har måske undret jer over, hvorfor der er en lille bold omkring jeres glas, men det vil jeg gerne fortælle jer.

Hver bold symboliserer én af de borgere, vi har forpligtet hinanden på at skaffe i beskæftigelse. Og når I lidt senere går ud af dette lokale, vil jeg bede jer smide bolden i et af de fire glasrør, som står lige her udenfor.

Fire rør - hver med plads til 150 bolde. Fire års fælles indsats. 

Jeg vil gerne takke jer for at være med – og for, at I bakker op om Horsens Alliancen, som jeg anser for at være vores helt lokale treparts-aftale. På det nationale plan kunne det her ikke lade sig gøre. Men det kan det i Horsens.

I det hele taget kan rigtig meget lade sig gøre i Horsens. Fordi vi gør tingene sammen.

Lad mig eksempelvis fremhæve det meget tætte samarbejde mellem Jobcentret, Danish Crown, og Erhvervsskolen Learnmark. Et samarbejde, som både handler om opkvalificering af ledige, og om, at en af vores store virksomheder benytter lokal arbejdskraft.  
 
I sommeren 2013 blev 44 borgere fra Horsens og omegn ansat som vikarer på slageriet – efter at have gennemgået kurser på Learnmark. Det var typisk jobs, som tidligere gik til udenlandske ansatte, men som nu blev besat af vores egne ledige - og som i øvrigt også har resulteret i, at en del af vikarerne er blevet fastansat på Danish Crown. 

Lad os møde en af de borgere, der via dette samarbejde har fået fast arbejde på slagteriet. Jeg giver ordet til Lars Nielsen på 56 år.

”Ingen kan true mig med et arbejde” – det er et guldkorn – så tak til Lars. Tak for én af de gode historier, som vi kan være stolte af. Og som blot er én af mange gode historier, vi er blevet så forvænte med i Horsens Kommune de seneste år.

Et andet eksempel, jeg gerne vil fremhæve, er samarbejdet mellem vores jobcenter, LO og A-kasserne samt vores uddannelsesinstituioner – det vi i daglig tale kalder Jobberedskabet.

Dette holdarbejde har vakt opsigt på nationalt plan – fordi det fungerer via et tæt og konkret samarbejde.

Det fungerer – fordi virksomhederne oplever, at deres behov for såvel faglært som ufaglært arbejdskraft opfyldes hurtigt og effektivt – og fordi vores medarbejdere kommer ud på virksomhederne og dermed bliver i stand til at skabe det rigtige match mellem virksomhederne og de ledige.
 
Jobcentret og Jobberedskabet har blandt andet haft stor succes med at få forsikrede langtidsledige i job. Antallet er halveret fra godt 500 i 2012 til ca. 250 i 2013.

 

Som disse eksempler viser hænger beskæftigelse og uddannelse tæt sammen. Uddannelse bliver i stigende grad en forudsætning for beskæftigelse,  og for virksomhederne er uddannede medarbejdere i stigende grad  forudsætningen for at overleve i en stadig mere specialiseret verden.

Derfor gør vi i en helt særlig indsats for at uddanne vores unge og ikke mindst fastholde vores unge i uddannelse.

Ingen unge skal opgive en ungdomsuddannelse og ende hjemme under dynen. Inden for 24 timer skal der sættes ind med en løsning, der er målrettet den enkelte elev.

Vi kalder det Garantiskolen, og det betyder, at uddannelsesinstitutionerne i højere grad end hidtil arbejder sammen på kryds og tværs.

Erfaringen viser, at en del af dem, der forlader en uddannelse, ikke kommer videre. Målet med Garantiskolen er derfor – i et fællesskab på tværs – at fastholde den unge i uddannelse – sikre, at der foretages et omvalg i stedet for et fravalg.

Og det er et stort og meget vigtigt skridt, som i høj grad understøtter hele ideen om, at ”i Horsens løfter vi i flok”.
 

Vi er blevet rigtig gode til at værdsætte, at vi kan noget, gør noget og vil noget – uanset om vi er politikere, erhvervsledere, medarbejdere, frivillige eller ”bare” helt almindelige borgere.

Horsens forvandling fra fængselsby til oplevelses- og kulturby er bemærkelsesværdig, og en del af æren for forvandlingen tilfalder netop vores borgere, som er fantastiske ambassadører for vores by og vores kommune. Vi er blevet rigtig gode til at fokusere på de ting, der går godt, og det i sig selv har jo en selvforstærkende kraft.

Vi er blevet gode til at give plads til både ambitioner og visioner – til de store armbevægelser.

Vi er blevet gode til at tænke nyt og til at acceptere forandringer. Og ikke mindst er vi blevet rigtig gode til at leve med nødvendigheden af klare prioriteringer.

Det kan jeg på ingen måde tage æren for – jeg er stadig ”den nye” – og dog. 2012 var året, hvor jeg blev indsat som borgmester, da vi mistede Jan Trøjborg. 2013 var året, hvor jeg blev valgt som borgmester, og det gør selvfølgelig en stor forskel.

Personligt var kommunalvalget en enorm forløsning for mig. Tænk sig engang at få lov til at sidde i spidsen for en kommune med så megen dynamik, vilje og engagement – med så mange ambitioner og med så stor en vilje til at gøre tingene sammen – til at løfte i flok.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at rette en stor tak til det byråd, der stoppede arbejdet for en uges tid siden. Vi har sammen været igennem en meget svær periode med finanskrise og økonomisk smalhals, men vi er kommet godt igennem og styrket ud af krisen.

Vi har i fællesskab lagt et spor, der baner vejen for yderligere vækst og fremgang for vores kommune. Og man må simpelthen ikke undervurdere betydningen af den politiske stabilitet i byrådet, og af konsensus om mange af de beslutninger, der træffes.  

Jeg vil også gerne sige velkommen til det byråd, der netop er trådt til, og jeg kan forsikre, at jeg vil arbejde 100 procent for, at vi fortsat kan træffe de store og vigtige beslutninger i enighed.

I Horsens Kommune er vi ikke økonomisk rige. Vi har en sund kommunal økonomi. Vi tilpasser løbende vores organisation, så der skabes luft til investeringer i infrastruktur, skoler og institutioner, idrætsanlæg og haller. Men vi er ikke rige målt på indkomst og skattegrundlag.

Til gengæld er vi rige på mennesker. Rige på borgere, der vil bidrage og som har ambitioner på fællesskabets vegne. Borgere, der vil yde en indsats for fællesskabet.
 
Her til sidst skal vi møde en repræsentant for disse ildsjæle, som brænder for at være med til at løfte Horsens. Jeg giver ordet til Benny Hansen.

Tak til Benny – og jeg vil da gerne afrunde med at sige, at jeg er RÆVEstolt over at være borgmester i en kommune, hvor der bor mennesker som Benny.

Jeg er stolt over at være borgmester i en kommune, hvor der bor og lever så mange handlekraftige og dynamiske mennesker – og hvor der er et betydeligt potentiale for at komme endnu videre.
 
Og sidst – men bestemt ikke mindst – jeg er stolt over at stå i spidsen for en kommune med en enestående vilje til at samarbejde og til at finde fælles løsninger.  

Det giver mig god grund til at tro, at alting fortsat kan lade sig gøre i Horsens.

Godt nytår til jer alle!

 


Indholdsansvarlig Lars Bjørn Petersen, lbpe@horsens.dk