Vis emner under Forside

Læs Jan Trøjborgs tale til nytårskuren 2009 på Horsens Kunstmuseum.

Nytårskur 6. januar 2009

Hjertelig velkommen til jer alle her i de smukke omgivelser på Horsens Kunstmuseum. Jeg nyder de smukke bygninger og kunstværkerne på væggene hver gang, jeg er her, og jeg tror, I har det på den samme måde.

Jeg håber, vi får et par hyggelige timer sammen.

Jeg vil gerne indlede med at ønske jer alle et rigtig godt nytår. Og det gør jeg – både fordi, jeg ønsker jer det allerbedste i 2009, og fordi, 2009 bliver et hårdt år.

Ikke mindst mange virksomheder indenfor eksempelvis fremstillingserhvervene og byggebranchen får et barsk år, men også mange andre bliver berørt og må omstille og tilpasse sig de nye tider med finanskrise, recession og stigende ledighed.

Jeg føler med de virksomheder, der har det svært. Og jeg føler med de mennesker, der har mistet deres arbejde.

Og jeg kan forsikre, at vi vil gøre alt, hvad der overhovedet er muligt for at holde det momentum, vi stadig har i Horsens Kommune. For at holde fast i alt det positive.

Jeg tror dog på, at vi – hvis vi står sammen – har gode muligheder for at få et år 2009, der ”ikke bliver så ringe endda” for Horsens Kommunes borgere, virksomheder, kulturliv og foreningsliv.

På trods af alle problemerne – på trods af alle krisetegnene – alle de dystre forudsigelser – er jeg er fortsat optimist med hensyn til fremtiden for Horsens Kommune. Der er nemlig nogle grundliggende forhold, der trækker i den rigtige retning.

2008 er helt uden sammenligning det bedste år nogensinde for Horsens Kommune, når vi eksempelvis kigger på salg af erhvervsjord.

Der er tale om en markant ny rekord med et salg på helt nøjagtigt 906.907 kvadratmeter i 2008.

I 2007 blev der solgt ca. 520.000 kvadratmeter erhvervsjord i Horsens Kommune, så det er en iøjnefaldende rekord, vi har sat.

I tilknytning til det rekordstore salg af erhvervsjord kan tilføjes, at vi fortsat lever op til forudsigelserne fra Danmarks Statistik om befolkningstilvækst. De seneste par år er vi blevet udnævnt til Danmarks hurtigst voksende kommune – med en vækst på 22 pct. i befolkningstallet frem til år 2030.

Og tallene taler sit eget tydelige sprog: 1. januar 2008 var vi 80.113, og ved indgangen til 2009 var vi 81.549. Altså en stigning på 1.436 borgere på et år.

Langt de fleste af tilflytterne til kommunen er mellem 26 år og 35 år – samt børn under seks år. Det vil altså sige, at der flytter relativt mange unge familier med små børn til kommunen.

Og så er vi henne ved noget meget centralt i forhold til, hvorfor det går så stærkt her i Horsens Kommune.

Da vi i november udsendte pressemeddelelse om rekordsalg af erhvervsjord kunne vores grundsalgsafdeling straks mærke effekten via nye henvendelser fra interesserede virksomheder. For netop dynamikken på erhvervsfronten samt den store vækst i befolkningstallet er to helt afgørende argumenter for de købere, der henvender sig.

Når der så oven i købet er fuld fokus og knald på kultur og oplevelser, ja så øges opmærksomheden endnu mere – image og brand styrkes og er med til at løfte hele samfundet Horsens Kommune.

Med fremragende opbakning fra byens erhvervsliv fik vi færdigetableret Horsens & Friends A/S med en samlet aktiekapital på 15 mio. kr. fordelt med 10 millioner fra private virksomheder og 5 millioner fra Horsens Kommune og - ligeså vigtigt - etableret sponsorklubben HF med 60 sponsorer.

Det betyder, at vi kan være med i det eksklusive førerfelt, der arrangerer profilerende kulturarrangementer. Fra 2008 kan nævnes Dansk Melodi Grand Prix med mere end 1 million tv-seere, stjernemusicalen Mamma Mia, Iron Maiden på Godsbanepladsen, Chicago på HNT, Neil Young, Blue Man Group og ikke mindst The White Concert i Forum Horsens i november.

I 2009 kan der allerede meldes totalt udsolgt til Simply Red i april, og så skal vi jo også finde på noget til sommer, når vi indvier det nye stadion officielt.

Med vores nye meget flotte stadion har Horsens Kommune fuldendt et top-moderne og yderst funktionelt idræts- og kulturanlæg, der skaber fantastiske rammer for både eliten og store kulturelle arrangementer indendørs og udendørs.

Vi har med Forum Horsens og Casa Arena Horsens fået et unikt kultur- og idrætscentrum, som rigtig mange andre kommuner med rette misunder os. Et samlingssted for idrætsudøvere på alle niveauer og for borgere i alle aldre.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det også er mit håb, at eliteidrætten i Horsens Kommune kan samles omkring det nye anlæg, og at erhvervslivet vil være med til at bakke op, så vi i Horsens Kommune kan sikre vores egne idrætstalenter udviklingsmuligheder og ikke mindst borgernes muligheder for at se sport på topplan året rundt.

Og nu kan der sættes fart på udviklingen af en international turistattraktion i det tidligere Horsens Statsfængsel.

Projektet har netop fået løfte om et økonomisk tilskud af store dimensioner, idet Arbejdsmarkedets Feriefond har besluttet at skyde 80 millioner kroner ind i projektet i form af et rente- og afdragsfrit lån til udvikling, ombygning og indretning af fængslet.

Det betyder, at attraktionen i fængslet nu får endnu bedre muligheder for at blive i international topklasse.

I 2009 runder Middelalderfestivalen et minijubilæum, når den 15. udgave af festivalen løber af stabelen med en nyhed, der arbejdes intenst på. I øvrigt kan jeg oplyse, at 2008-udgaven gav den største omsætning nogensinde.

Det er også en meget stor glæde for mig, at vi her i Horsens Kommune meget bevidst satser på talentudvikling på en lang række områder – så som idræt, musik, teater og billedkunst. Vores tre kunstskoler, Musikskolen, Billedskolen og Komediehuset supplerer folkeskolen og ungdomsuddannelserne med undervisning indenfor de kreative fag.

Horsens Kommune har nu været Team Danmark eliteidrætskommune i et år, og vi har oprettet tre meget efterspurgte klasser med i alt 62 eliteidrætselever på Langmarksskolen i indeværende skoleår.

Fra det konkrete til det mere langsigtede og stadig lidt ukonkrete oplevelsesunivers, nemlig udviklingen af midtbyerne i såvel Horsens som Brædstrup.

Vi har i Horsens byråd et stærkt ønske om at skabe et smukt oplevelsesbånd gennem Horsens, fra banegården til gågaderne og videre til havneområdet.

Vi har i samarbejde med Realdania fået udarbejdet to byrumsanalyser, som begge konkluderer, at Horsens har et helt fantastisk fundament for fremtidig byudvikling i form af en unik kulturarv og en attraktiv beliggenhed.

Vi er kommet godt i gang – nu skal vi have nogle konkrete bud på bordet, og derfor vil vi snart udskrive en arkitekt-konkurrence om Midtby Forbindelsen, så vi for første gang nogensinde får mulighed for at lave en sammenhængende plan for udviklingen af Horsens Midtby.

Udover Midtby-planlægningen har vi også haft gang i en arkitektkonkurrence om havnens udvikling – i øvrigt en udvikling, der indebærer, at vi fortsat skal have erhvervshavn i Horsens.

Konkurrencen resulterede i tre vinderprojekter, hvorfra vi tillader os at vælge de bedste elementer og samle dem i en masterplan for havnen, som så skal realiseres i etaper i løbet af de kommende år.

Målet er, at den nuværende Horsens Havn skal ændres til en attraktiv og aktiv del af byen med kultur- og fritidsaktiviteter, arbejdspladser, cafeer, butikker og boliger - med andre ord, en oplevelseshavn.

I posen er blandt andet et helt nyt boligområde gennemskåret af kanaler. Et maritimt kvarter med søsport og boliger/feriefaciliteter på sin egen ø. En inderhavn med markante bygningsværker – vartegn. Og en ubrudt promenade/passage langs kajkanten rundt om hele havnen.

Den tidligere slagterigrund skal efter planen bebygges med kulturstation, boliger og butikscenter. Fem konsortier fik efter prækvalifikation lov til at byde på grunden og komme med forslag til projekter.

Der forhandles om en aftale, der kan føre til et salg, og jeg tror, at det lykkes.

Byudvikling foregår også andre steder end i Horsens Midtby. I Brædstrups bymidte arbejdes der på at skabe en arkitektonisk helhedsplan, som blandt andet skal skabe god sammenhæng i byen.

Midt i 2009 forventer jeg, at vi kan åbne et nyt Borgercenter i det tidligere rådhus i Brædstrup. Der bliver tale om et hus, som rummer både borgerservice og bibliotek samt et lokale, der kan bruges til forenings- og undervisningsaktiviteter. Jeg tror, det bliver et rigtig spændende hus i Brædstrup, og jeg håber borgerne i området vil benytte sig af de nye muligheder. Vi forventer efterfølgende at den nye børnehave i biblioteksbygningen kan indvies inden udgangen af 2009.

Store planer og fine visioner i både Horsens og Brædstrup - ingen tvivl om det. Men vi skal også være realistiske. Og også i Horsens Kommune står vi over for store udfordringer.

På kort sigt vil ledigheden stige til et niveau betydeligt over det, vi kender i dag. Men jeg håber og tror, der kommer en politisk koordineret international indsats, så vi fortsat vil have lave ledighedstal i forhold til de tal, vi opererede med for bare få år siden.

Den demografiske udvikling og globaliseringen betyder nemlig, at vi får brug for al den veluddannede arbejdskraft, vi overhovedet kan skaffe. Og derfor er det utroligt vigtigt, at vi uddanner vores unge bedst muligt – mens krisen kradser. Det er fortsat vigtigt, at vores mange virksomheder tager lærlinge, for i løbet af ganske få år vil der være et stort gab mellem behovet for og udbuddet af kvalificeret arbejdskraft.

Det er netop nu, hvor krisen mærkes, at vi skal tænke fremadrettet og forberede os bedst muligt til fremtiden. Det kræver særlig fokus på to helt store temaer: De langsigtede planer for kommunens udvikling, som jeg omtalte før, og de unge og deres kompetencer.

Vi skal have alle unge i gang med job, uddannelse eller aktivering. Og vi vil give alle unge i Horsens Kommune, som bliver ledige, både en jobplan og en uddannelsesplan.

Vi skal have opkvalificeret vores arbejdskraft, og det vil betyde en betydelig indsats for øget efteruddannelse, flere voksenlærlingeforløb og formidlingsaktiviteter, så vi formår at få de ledige over i de jobs, der opstår.

Jeg vil gerne invitere virksomheder, organisationer, uddannelsessteder, jobcentret og erhvervsråd til samarbejde om en koordineret indsats, der kan afhjælpe nogle af de problemer, vi står overfor på både kort og langt sigt.

En anden langsigtet strategi er Horsens som uddannelsesby. Horsens har de senere udviklet sig til at være en betydende uddannelsesby med en ganske imponerende vækst i antallet af studerende.

Vi har dygtige institutioner for både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, og vi kan konstatere, at professionsuddannelserne på Campus Horsens – Horsens-delen af Via University College – oplever en utrolig søgning. I december sidste år var der 2600 fuldtidsstuderende i Campus Horsens, hvilket er en markant fremgang i forhold til året før. Heraf er der ca. 900 udenlandske studerende.

Det øger presset på ungdomsboliger. VIA forventer i de nærmeste år et øget behov på omkring 800 ungdomsboliger. Heldigvis er der fuld gang i arbejdet med at opføre et nyt kollegium på Chr. M. Østergaardsvej, ligesom der kommer ungdomsboliger på Stadionsvej, og der er nybyggeri i gang i Slotsgade – alt i alt ca. 500 ungdomsboliger- og værelser.

Selvom vi i Horsens Kommune har nået rigtig meget, er der fortsat meget, vi skal gøre bedre. Kommunens enorme vækst, som vi har haft succes med at udvikle og understøtte, stiller store krav til den kommunale service.

For blot at tage et eksempel vil jeg nævne at alene væksten i børnetallet – både på grund af en stor nettotilflytning samt fødselsårgange tæt på 1100 børn – betyder, at vi i løbet af ganske få år skal passe 500 flere børn mellem et og seks år end vi gør nu.

Stort set alle andre steder i landet opererer man med faldende fødselsårgange. Så tingene er vendt fuldstændig på hovedet her i kommunen, hvor antallet af børn i pasningsalderen stiger støt.

I øvrigt endnu et af de grundlæggende forhold, der trækker i den rigtige langsigtede retning for Horsens Kommune.

Et så kraftig vækst stiller enorme krav til blandt andet de fysiske rammer, og derfor har der også i 2008 været stor bygge- og udvidelsesaktivitet på daginstitutionsområdet i vestbyen i Horsens, i Nim, i Hovedgård og i Gedved.

Og vi går i 2009 i gang med Sønderskov Børnehave i Brædstrup samt børnehaverne i Østbirk og i Egebjerg.

Samtidig udvider vi antallet af vuggestuepladser fra 300 til 410, for at give forældrene en bedre valgmulighed mellem dagpleje og vuggestue, fordi vi ved, at mange forældre efterspørger vuggestuepladser.

På folkeskoleområdet har det været vigtigt for os at fastholde den udvidede skoledag i indskolingen. Det betyder, at der på de fire første klassetrin hver dag er seks lektioner, som giver mulighed for en alsidig og afvekslende skoledag med tid til fordybelse, alternative undervisningsformer og aktiviteter.

Skolerne i Horsens har gennem flere år haft fokus på elevernes læsning, læsevaner og læsefærdigheder. Byrådet har i 2008 vedtaget en handleplan for læsning, der som mål har at ALLE børn og unge udvikler sprog- og læsefærdigheder, der giver dem mulighed for både personlig udvikling og for optimal læring i alle fag. Kravene til læsefærdigheder vokser, og vi vil til stadighed blive bedre til at sikre, at alle børn kommer så langt, som de overhovedet kan.

Allerede nu kan vi berette om gode resultater af indsatsen, og det er vores helt klare vurdering på baggrund af blandt andet tilbagemeldinger fra forældrene, at arbejdet bærer frugt.

Også på undervisningsområdet har vi gang i en solid udbygning af de fysiske rammer. Størst er selvfølgelig byggeriet af Slotsskolen i vestbyen i Horsens – til afløsning for en meget presset og nedslidt vestbyskole i Ryesgade. Slotsskolen indvies efter planen til august – til stor glæde for elever, lærere og forældre.

Desuden skal der i 2009 bygges og renoveres på skolerne i Egebjerg og i Hatting Skole.

Så der er ganske godt gang i butikken Horsens Kommune, hvilket også afspejler sig på ældreområdet.

Den 19. november var der rejsegilde på Præsthøjgård, og snart har vi rejsegilde på nybyggeri på Lindehøj Centret.

Endvidere igangsættes ombygningen af den tidligere Rådhus i Gedved. Det skal forvandles til plejecenter med 24 moderne 2-rums plejeboliger med tilhørende servicefaciliteter.

På Malteriet ved Ceres Centret forventes 18 demensboliger at være indflytningsklar maj-juni 2009.

Når moderniseringen af plejehjemmet Birkebo i Østbirk står færdig i slutningen af 2010, så vil der alt i alt være tale om ombygninger for 410 mio. kr. Det betyder at Horsens Kommune pr. 1. januar 2011 råder over i alt 593 moderne plejeboliger.

Antallet af ældre, der bor i Horsens Kommune vil øges i fremtiden. Men befolkningsprognoserne viser også, at væksten i antallet af ældre over 65 år er mere moderat i Horsens Kommune, end i landet som helhed. Og den tilvækst der kommer, tager først fart fra 2015. Det giver os god tid til at planlægge servicen over for et større antal ældre og udarbejde planer for antallet af plejeboliger i forhold til fremtidens behov.

Vi vil selvfølgelig følge udviklingen tæt og hvert år vil vi analysere behovet for plejeboliger i relation til udviklingen i antallet af ældre og det aktuelle serviceniveau på plejeboligområdet.

Jeg vil i denne forbindelse gerne gøre opmærksom på og takke for, at vi har rigtig mange frivillige, som i dagligdagen yder en stor indsats på plejecentrene og i de åbne aktivitetscentre.

Generelt betyder de frivilliges indsats, at personalet får mere tid til plejekrævende opgaver. Og efter min mening er det ustøttede, frivillige arbejde, ganske enkelt uvurderligt.

Også på ældreområdet har vi dygtige medarbejdere, og det er glædeligt at konstatere, at sygefraværet blandt de ansatte er lavere end i de kommuner, vi sædvanligvis sammenligner os med og for landet som helhed.

Jeg er også rigtig glad for, at det nye Center for Socialt Udsatte blev en realitet i 2008. Centret er et bevis på, at vi i Horsens har valgt at styrke kvaliteten og skabe helhed i indsatsen ved at samle tilbuddene til gruppen af socialt udsatte borgere.

På beskæftigelsesområdet overtager kommunerne fra 1. august den statslige del af opgaven. Det kan man kalde en udfordring, som jeg dog tror, vi vil håndtere rigtig godt. Men vi får i den forbindelse et alvorligt slagsmål med staten om finansieringen, for vi vil ikke overtage opgaverne uden fuld økonomisk dækning.

Jeg har i dag nævnt mange forskellige projekter og ideer, der arbejdes med i det kommende år. Og der er også mange, som jeg ikke har nævnt. For aktivitetsniveauet på såvel udviklingsopgaver som driftsopgaver er enormt højt.

Jeg vil i den forbindelse meget gerne takke mine kolleger i Horsens Byråd for et rigtig godt og konstruktivt samarbejde.

Endnu engang rigtig godt nytår til alle.


Indholdsansvarlig Lars Bjørn Petersen, lbpe@horsens.dk